Kære alle,
Nu har jeg været i San Jose i en uge og begyndt at finde mig til rette. Kim føler nok at snorene er begyndt at stramme hist og pist, men indtil videre siger han, at fordelene er større end ulemperne.
Ganske som forventet fik Helle mig og mine ting og sager til lufthavnen i ordentlig tid. Selv var jeg ikke i topform og var bange for, at jeg skulle blive overfaldet af endnu en af mine fantastiske hovedpiner. En ting er hovedpinen og kvalmen, men hvis man også skal kaste op, bliver det hurtigt en vanskelig sag med en rejse på 14 - 16 timer foran sig. I den situation var det var det ekstra dejligt, at jeg havde en dyr billet. Hurtig indtjek og hurtig ekspedition i sikkerhedskontrollen. Flyet til London gik planmæssigt og på vand og juice, nåede jeg frem. I London både ankom jeg til terminal 3 og skulle rejse fra terminal 3. Det var jo vældig smart bortset fra, at det var i hver sin ende af lufthavnen. Men hvad betyder en travetur på 30 min, når man har alt det i håndbagagen, som ikke kunne være i kufferterne. Jeg kom ombord på United Airlines fly til San Francisco og skulle også her flyve business class. Men det er ikke den samme oplevelse, som det er med SAS. Så har man et valg ”go for SAS”. Hos SAS har man sin egen lille boks at opholde sig i, så uanset hvad sidemanden eller den foran dig gør, har man sit eget ”rum” og antallet af pladser på business er færre (det er også mindre maskiner – tror jeg). Hos United er der mange pladser på business, og når personen foran dig vil lægge sig ned, har du ham næsten i skødet. Det er også meget vanskeligere at komme op og stå for både en selv, den ved siden af og dem bag en, hvis der er et ønske om at komme på toilettet eller lignende, så det betyder også, at man løbende bliver forstyrret. Herudover er maden bedre på SAS, tro det eller lad vær. Det vej over Atlanterhavet blev min hovedpine bedre, så jeg fik smagt lidt på maden.
Køen ved immigrationsmyndighederne var kortere her end jeg har oplevet i New York eller Seattle. Til gengæld gumlede officeren lidt over mine hyppige og længere og længere besøg i USA. Jeg blev dog lukket ind omkring kl. 14 amerikansk tid.
Kim havde husket at hente mig og kørte mig hjem til hans bopæl her i San Jose. Kim gjorde mig opmærksom på, at det er vores bopæl, men sådan føler jeg det ikke endnu.
Kim blev nødt til at arbejde, og da jeg længe havde forstillet mig, hvordan det var at krybe til køjs i Kims seng, ville jeg gøre det, mens han arbejdede. Dog havde jeg forestillet mig, at jeg lå i hans seng med hans arme omkring mig, men det måtte jeg have til gode. Kim havde planlagt, at vi skulle spise aftensmad på et af byens bedre steder, men da det blev spisetid, var jeg mere til joggingbukser og bare tæer. Så vi fik hente pizza på vores første aften sammen her. Dog gør jeg løbende Kim opmærksom på, at vi ikke har spist på den før omtalte restaurant.
Min mand ønskede også at jeg planlagde vores mad, så vi kom til at tabe os lidt. I det samme åndedrag præsenterede han mig for en oversigt over stjerne restauranterne her i området, som han også gerne vil spise på. Lyder det ikke som to let forenelige størrelser? I skrivende stund har vi reservationer på to af de nævnte restauranter. Den ene fredag den 7. marts, hvor Kim har fødselsdag og den anden mandag den 17. marts – en reservation vi har haft i næsten to måneder, og da det er i Napa Valley, vil det kræve en overnatning og en halv fridag – men hvad gør man ikke for at få aftensmad. Det er muligt at få vores anmeldelser senere.
Det er mig der vasker nu, og Kim havde samlet en stor bunke snavsetøj, så man kan sige, at jeg har noget at øve mig på. Man kan temperaturmæssigt stille maskinen til cold, varm eller hot. Hvad mon det står for? Det går stærkt, men det er ikke så vigtigt, når man har hele dagen til rådighed. Tørretumleren skal køre mange gange, før tøjet er tørt – smadder irriterende. Jeg savner mine maskiner i Holte, så I skal glæde jer over jeres, næste gang I bruger dem. Jeg har også ordnet min mands skjorter. Vasket dem, hængt dem op en times tid, og så skulle de være lige til at stryge. Glem det – elendigt bræt og elendigt jern. Og skal jeg fortælle jer hvilken af de italienske mærkevareskjorter, som er lettest at stryge? Det kan jeg godt – de er lige dårlige.
I fredags (min første dag alene hjemme) ringede Kim og spurgte om jeg frøs. Meget pænt af ham, men hvordan tror han, at jeg har klaret de 9 måneder i Danmark uden ham. Hvis jeg fryser, tager jeg tøj på, og er det ikke nok, ringer jeg til blikkenslageren. Men det bliver værre. Hans næste spørgsmål var, om jeg havde lyst til at tage til San Francisco om lørdagen og spise frokost på Cafe de la Presse og derefter shoppe. Kender I nogen, der ikke har lyst til at tage med sin elskede på sådan en tur? Det er vist godt, jeg kom herover inden det gik helt galt med hans forstand. Køreturen fra San Jose til San Francisco er cirka 45 minutter og la Presse er et af vores nye steder. Det er en fransk bistro – meget autentisk ud fra min bedømmelse. Herudover er maden god. Vi har spist både brunch og frokost der. Faktisk så god at man ikke indtager sin morgenmad på hotel Ritz (hvis man er så heldig at have sovet der) men går ned og spiser brunch på la Presse, hvor det er både bedre og billigere, end det er på Ritz.
Jeg ville have skrevet til jer, at I ikke skulle være bange for, at jeg blev skoldet. Det kan jeg ikke længere. De sidste par dage har temperaturen været over 20 grader. Men indtil da vekslede det mellem lidt eller meget regn, og det var koldt. For et par dage siden sagde Kim, nu kunne jeg godt finde sandalerne frem og lade jakken blive hjemme. Jeg var helt klar over, hvor koldt det havde været i den tid, jeg havde opholdt mig i det ”solrige” Californien, så jeg bevægede mig ud i sko, strømper og jakke. Men han havde ret. Så det resulterede i, at jeg satte mig i solen og nød min frokost uden jakke og med meget varme fødder.
Berlitz har også ladet høre fra sig, så nu mangler jeg bare at tage min test, så skulle komme i gang i løbet af 48 timer. Nogle af Kims kolleger har haft nogle lidt kedelige oplevelser med Berlitz herovre. Men jeg vil være positiv, indtil der er grund til andet. Jeg synes, at det er fed luksus bare at få undervisning, når det passer mig, og at jeg ikke behøver at stresse omkring det.
Vi er også begyndt at tale ferie, men har endnu ikke helt bestemt hvornår. Det bliver nok 2 gange en uge og så forlængede weekender i forbindelse med de amerikanske helligdage. På de dage er der sikkert heller ikke andre, der har fået den samme gode ide! Så planlægger I at komme et smut forbi, vil vi gerne vide hvornår, så vi kan være hjemme. Man er selvfølgelig velkommen til at campere på sovesofaen i stuen, men finder I det uinteressant, er der hotellet lige ned af gaden. Det ser ud til at priserne starter ved cirka 250 USD incl. skat for 2 personer incl. morgenmad.
Jeg vil ønske jer en god weekend.
Med de bedste hilsner
Birgitte